Borgmester vil trække politianmeldelse tilbage
VESTHIMMERLAND: I forsøget på at genskabe et tillidsfuldt samarbejde i Vesthimmerland bebuder borgmester Knud Kristensen (K) nu, at han vil trække sin politianmeldelse af byrådsmedlem Annette Vahlgreen (løsgænger) tilbage.
Han meldte hende i september til politiet for injurier, efter at hun i et læserbrev havde beskyldt ham for at lyve.
Senere tilsluttede resten af økonomiudvalget sig offentligt Annette Vahlgreens anklage om, at borgmesteren på et møde havde talt usandt om, hvorvidt han havde solgt en ejendom, som kommunen overvejede at købe til nye ungdomsboliger. Det øvrige økonomiudvalg erklærede borgmesteren inhabil på det omstridte møde, og for tre uger siden gav Statsforvaltningen flertallet ret i, at borgmesteren var inhabil.
Vil genskabe samarbejde
I et læserbrev i det lokale medie Lokaltindblik erklærer borgmester Knud Kristensen igen, at han og den konservative gruppe vil arbejde for at genskabe et gensidigt tillidsfuldt samarbejde i byrådet.
'Er det et springende punkt, at politianmeldelsen af Annette Vahlgreen trækkes tilbage, ja så gør jeg gerne det', skriver han.
Selv om alle parter har erklæret, at de nu vil se fremad, har dønningerne svært ved at lægge sig. Borgmesteren undskylder sig stadig med, at han ikke ville have været inhabil, hvis man på mødet var nøjedes med at invitere fire forslagsstillere ind til en orientering, som der var lagt op til, og ikke var begyndt at træffe beslutninger. Mens det øvrige økonomiudvalg har svært ved at forstå, at han ikke vil indrømme at have løjet om sin inhabilitet.
Uenighed i gruppen
Også internt i den konservative gruppe har sagen skabt splid.
Kirsten Moesgaard, som sidder i økonomiudvalget for De Konservative, har været med til at udtrykke mistillid til borgmesteren, hvorimod resten af gruppen har bakket ham op. Hun er holdt op med at deltage i gruppens arbejde, skrev hun forleden i en pressemeddelelse.
'Især er jeg skuffet over, at gruppen ikke tager afstand fra borgmesterens politianmeldelse af en byrådskollega for en udtalelse, som er i fuldstændig overensstemmelse med de udtalelser, som er kommet fra det samlede økonomiudvalg – bortset fra borgmesteren,' skrev Kirsten Moesgaard.
Hun har tidligere meddelt gruppen, at hun ikke genopstiller på den konservative liste til efteråret.
Flere sager
Borgmester Knud Kristensen har tidligere været involveret i flere sager om inhabilitet. Senest har Nordjyske Stiftstidende skrevet, at han ikke underrettede byrådet om sit firmas gæld på 35 mio. kr. til Sparekassen Himmerland, da kommunen i 2012 valgte den som pengeinstitut.
Læs borgmesterens læserbrev og tidligere læserbreve i sagen på lokaltindblik.dk her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.